Jeg er lidt ved siden af mig selv lige nu.
I går aftes indledtes det nye skoleår med festen, som er alles darling: Introfesten. Her skal man som 1.G'er lære at finde sig til rette i sit nye element, drikke sig selv under bordet og muligvis finde sammen med en anden af sin slags. Så kan resten af skolen fnise i hjørnerne over svajende par, der står og håbløst hænger over hinanden på dansegulvet.
Personligt har jeg aldrig haft så rædselsfuld en aften.
Vagterne til skolens fester har aldrig været min kop te, men denne gang var de direkte ubehøvlede, grove og voldelige. Vi endte med at stå en hel skare af grædende festgængere uden fest, studiekort og armbånd ude foran indgangen. Og så er det, at den ikke kommer snigende men derimod pludselig blusser op i mig: stædigheden.
Nogle gange ville det være bedre, om den bare blev ved at gemme sig, men så snart at nogen bliver uretfærdigt behandlet, er jeg pludselig fortaler for al retfærdighed på jord. Simpelt hen en ulempe, når man måske ikke er helt så ædru, som man udgiver sig for at være.
I hvert fald endte jeg med at opfordre vagterne til slåskamp, råbe af skolens uddannelsesleder og i sidste ende få klippet mit armbånd.
Der er en hel del tråde, der skal redes ud, og hvor er jeg glad for, at jeg er god til at komme ovenpå igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar