onsdag, juli 24, 2013

And so my feet fell in love..

Summer Sandals 2013
Hvad er egentlig en god sandal?

Ja,  det er lidt af et spørgsmål. Er det komforten, der afgør det? Eller er det et smart look? Man vil jo helst gerne kombinere, men det er tilsyneladende næsten umuligt, uden man ender med at have købt sig et par ECCO-sandaler..

Denne sommer lever jeg så sparsommeligt som muligt, for som I ved, vil jeg jo gerne til Paris, og uden arbejde må man virkelig spare, hvor man kan. Derfor er det langt fra alle disse smukke sandaler, jeg kan betale for, men det smarte ved Polyvore er, at man kan opstille et billede af alle de items, man har forelsket sig i, og så har man det store billede af den tendens, man følger.

Udfra dette billede ser jeg, at sommeren 2013 kommer til at indeholde et par chunky sandaler med grov sål - for mit vedkommende. Der er læder, forskelligt materiale, grove remme og spænder på menuen, så nu er det altså bare ud på jagt efter en lidt billigere model....

mandag, juli 22, 2013

Siden sidst


Der er gået meget længe siden sidst, og det undskylder jeg, men I kender jo alle til det at have ferie og egentlig ret travlt.
For at lave en overskuelig opsummering og lige give jer et indblik i, hvordan mit liv ser ud lige for tiden, har jeg valgt at lave denne billedkollage (ja, man genfinder sit barnlige jeg, når man ikke har så meget at foretage sig).

Studenterhuen behøver jeg næsten ikke at forklare; jeg er lykkelig student efter tre år i gymnasiet, og selvom at det har været en fantastisk givende tid, har den samtidig været tærende, og jeg mærker nu, hvor meget tid der egentlig er gået med skolearbejde og gymnasiefester.
Jeg blev student onsdag d. 26/6-13, hvor jeg efter danskeksamen endelig fik huen på. Jeg vil ikke forklare i detaljer, for enhver, der er blevet student, ved, hvor fantastisk og svævende det er at bære denne (virkelig pricy) tingest. Lørdagen efter var der translokation, og turen i vognen kan nærmest ikke beskrives med ord. Den tiltagende fuldskab kombineret med alle de følelser, der clasher i de 14 timer, man tilbringer den sidste stund med sine klassekammerater i, er helt fantastisk.

Det flækkede hjerte udtrykker den sorg, der fyldte den anden halvdel af mit hjerte på vognturen. Jeg oplevede at være taberen i et trekantsdrama, hvor en af mine bedste veninder indtog pladsen som den anden kvinde. I denne forbindelse har jeg i eftertiden følt mig både svigtet og tilsidesat, og det eneste, der har formået at opveje den sorg, er tanken om, at jeg rent faktisk fik erklæret min kærlighed på en måde, der var så rolig og fattet, at jeg ikke kan lade være med at smile over mig selv. You go, Mary!
Men det bitre sidder stadigvæk i mig, og hvor meget jeg end ville det, er det ikke tiden til at tage kontakt og snakke med min veninde.

Roskilde Festival ventede om morgenen, da jeg stod op med tømmermænd og snavset tøj. For mit vedkommende stod den på arbejde, druk, fede koncerter, og halsbetændelse, som jeg heller ikke undslap sidste år. Derfor var det ikke den vildeste uge, men efter hændelsen på vognturen  var det en tankeproces, der fyldte mit hoved, og jeg husker at have følt en igangværende selvudvikling under hele opholdet.

Computeren er min og et kært eje, der har været mig til megen nytte i tiden efter alle de kaotiske hændelser. Jeg har tidligere lagt lidt af mit skriveri ud, men jeg er skam fortsat og er oppe på en god bunke sider, der udelukkende omhandler min nuværende situation. En slags dagbog i retningen af en selvbiografi, jeg ikke har til hensigt at udgive.

De to bøger er henholdsvis Og bjergene gav genlyd af afghansk-amerikanske forfatter Khaled Hosseini og Alkymisten af den brasilianske forfatter Paulo Coelho.
Noget, der virkelig har slået mig, er, hvor meget tid jeg nu har til at læse, skrive, spille (keyboardet) - gøre, og det glæder mig.
Khaled Hosseini er en af mine yndlingsforfattere, for han har en fantastisk evne til at beskrive mennesker og de ubrydelige bånd, der binder dem til hinanden på trods af de oftest ulykkelige hændelser, der skiller dem fra hinanden i hans romaner. Jeg har tidligere læst Drageløberen og Under en strålende sol, der er mindst ligeså formidable som han nyeste roman, som jeg altså lige har læst. Jeg anbefaler på det højeste!
Den anden roman, Alkymisten, er en gave, der efter sigende skulle være meget populær læsning i store dele af verdenen. Derfor satte jeg mig ned i sidste uge og blev meget hurtigt opslugt. Sproget er ultrasimpelt men rummer alle de store spørgsmål og erkendelser, livet indeholder. Den gav mig en sådan stærk tro på, at jeg må og skal følge min livsbane, som bogen forklarer det, og med kun 196 vil jeg nærmest anbefale den som rejse bog; en bog, man altid bør have på sig, så man ikke glemmer det essentielle - meningen med livet.
Det gør mig godt og grundigt glad at tænke på, hvor mange mennesker der har læst og derved taget ved lære af bogens kloge budskab.

Klipklapperne er et udtryk for den skønne uges badeferie, jeg var på med en af mine mest elskede og trofaste veninder og hendes familie. Vi tog til Gilleleje og boede i et sommerhus, der nærmest lå ude i vandet. For en gangs skyld er det danske vejr helt fænomenalt, og jeg nåede rent faktisk at få lidt farve - røde kinder, om man vil.
Det har været skønt med aftensnak i de sene nattetimer, men jeg må også indrømme, at det langsomt går op for mig, hvor mange mennesker jeg skal nå at få set, inden jeg drager afsted mod Paris.

Paris VENTER PÅ MIG!
I går havde jeg skønt besøg af min veninde Chriller, jeg hiver med derover til oktober (forhåbentligvis) - vi har bare problemer med at finde jobs som fuldtidsansatte på 18 (heraf pengene, eller måske rettere: pengenød?). Vi spiste tærte (kagerullen - jeg bager en hel del for tiden) og fik os et par drinks (gin and tonic). Derudover fik vi set på en udlejningsorganisation, hvor vi muligvis kan finde lejlighed. Vi krydser fingre. Det blev til snak til langt ud på natten, da jeg er alene hjemme (nøglerne) for tiden. Det er nok meget godt at vænne sig til selv at klare ærterne!

Løbeskoene har jeg tænkt mig at købe. Jeg vil nemlig gerne gå til løb. Det har før været lidt på tale, men jeg har simpelthen ikke haft tid før nu. Men nu skal det nærmest være - jeg er frisk på nye udfordringer, so bring 'em on!

Det er omtrent, hvad jeg har foretaget mig siden sidst. Lige nu sidder jeg lidt i venteposition i forhold til job, indtjening og mere specifikke planer angående Paris.
Men jeg lover, at jeg fra nu af vender tilbage lidt hyppigere.

God ferie til jer!

onsdag, juli 10, 2013

Seeking!

Nu kan jeg ikke finde på flere ting at fylde hverdagen ud med; det er tid til at få et arbejde. 30.000,- har jeg brug for, så jeg ikke dør af sult de første par måneder i Paris, hvis jeg nu ikke liiige er heldig nok at få et job forholdsvis hurtigt.
Jeg har 5 måneder. Pyha.

Dette er mit første forsøg på en jobansøgning, for mit kirkesangerjob var mere praktisk. I må endelig lige smide en kommentar, hvis den er helt hen i vejret, eller hvis noget mangler.. Hvad ved jeg! Selvfølgelige er I også hjertens velkomne til at skrive, hvis I kender steder, hvor de søger friske, unge piger med blod på tanden!

Kære arbejdsplads

Mit navn er Anne Marie, og jeg er en 18-årig pige, der er interesseret i at finde et fuldtidsarbejde – gerne med kundekontakt.
Her i sommers gik jeg ud af Aurehøj Gymnasium, hvor jeg har haft linjen MUS (A), ENG (A) og PSY (C). Sideløbende med min skolegang har jeg gået både til dans og sang, og derudover arbejder jeg et par timer i weekenden som kirkesanger i Husum Kirke, et job, der giver rigeligt plads til yderligere arbejde.

Jeg har tidligere arbejdserfaring som kirkesanger, børnepasser, og så har jeg stået i kassen hos bageren Det Gyldne Brød – altså har jeg haft med direkte kundekontakt at gøre før, og jeg anser det for virkelig hyggeligt!

Hvis jeg betragter mig selv, er det som en positiv, udadvendt pige med et godt samtalegen og en interesse for at lære. Jeg er flittig med mit arbejde – muligvis også en smule perfektionistisk..

Da jeg er interesseret i at spare penge sammen, har jeg selvfølgelig i sinde at tage mit arbejde seriøst, og med mange tidligere fritidsinteresser, er jeg vant til at skulle overholde prøvetider osv. Jeg kan starte snarest muligt.

Jeg håber på at høre fra jer!

Mange hilsner Anne Marie

Adresse: XXX 
Telefon: XXX   
Mail: XXX
(.. føler, min mund ser lidt sjov ud på det her billede - leder
videre!)

mandag, juli 08, 2013

Fuldstændig fri

3.N - nu som studenter.
Reportage om den seneste uges mange begivenheder
kommer, når tømmermændene har lagt sig..