For at lave en overskuelig opsummering og lige give jer et indblik i, hvordan mit liv ser ud lige for tiden, har jeg valgt at lave denne billedkollage (ja, man genfinder sit barnlige jeg, når man ikke har så meget at foretage sig).
Studenterhuen behøver jeg næsten ikke at forklare; jeg er lykkelig student efter tre år i gymnasiet, og selvom at det har været en fantastisk givende tid, har den samtidig været tærende, og jeg mærker nu, hvor meget tid der egentlig er gået med skolearbejde og gymnasiefester.
Jeg blev student onsdag d. 26/6-13, hvor jeg efter danskeksamen endelig fik huen på. Jeg vil ikke forklare i detaljer, for enhver, der er blevet student, ved, hvor fantastisk og svævende det er at bære denne (virkelig pricy) tingest. Lørdagen efter var der translokation, og turen i vognen kan nærmest ikke beskrives med ord. Den tiltagende fuldskab kombineret med alle de følelser, der clasher i de 14 timer, man tilbringer den sidste stund med sine klassekammerater i, er helt fantastisk.
Det flækkede hjerte udtrykker den sorg, der fyldte den anden halvdel af mit hjerte på vognturen. Jeg oplevede at være taberen i et trekantsdrama, hvor en af mine bedste veninder indtog pladsen som den anden kvinde. I denne forbindelse har jeg i eftertiden følt mig både svigtet og tilsidesat, og det eneste, der har formået at opveje den sorg, er tanken om, at jeg rent faktisk fik erklæret min kærlighed på en måde, der var så rolig og fattet, at jeg ikke kan lade være med at smile over mig selv. You go, Mary!
Men det bitre sidder stadigvæk i mig, og hvor meget jeg end ville det, er det ikke tiden til at tage kontakt og snakke med min veninde.
Roskilde Festival ventede om morgenen, da jeg stod op med tømmermænd og snavset tøj. For mit vedkommende stod den på arbejde, druk, fede koncerter, og halsbetændelse, som jeg heller ikke undslap sidste år. Derfor var det ikke den vildeste uge, men efter hændelsen på vognturen var det en tankeproces, der fyldte mit hoved, og jeg husker at have følt en igangværende selvudvikling under hele opholdet.
Computeren er min og et kært eje, der har været mig til megen nytte i tiden efter alle de kaotiske hændelser. Jeg har tidligere lagt lidt af mit skriveri ud, men jeg er skam fortsat og er oppe på en god bunke sider, der udelukkende omhandler min nuværende situation. En slags dagbog i retningen af en selvbiografi, jeg ikke har til hensigt at udgive.
De to bøger er henholdsvis Og bjergene gav genlyd af afghansk-amerikanske forfatter Khaled Hosseini og Alkymisten af den brasilianske forfatter Paulo Coelho.
Noget, der virkelig har slået mig, er, hvor meget tid jeg nu har til at læse, skrive, spille (keyboardet) - gøre, og det glæder mig.
Khaled Hosseini er en af mine yndlingsforfattere, for han har en fantastisk evne til at beskrive mennesker og de ubrydelige bånd, der binder dem til hinanden på trods af de oftest ulykkelige hændelser, der skiller dem fra hinanden i hans romaner. Jeg har tidligere læst Drageløberen og Under en strålende sol, der er mindst ligeså formidable som han nyeste roman, som jeg altså lige har læst. Jeg anbefaler på det højeste!
Den anden roman, Alkymisten, er en gave, der efter sigende skulle være meget populær læsning i store dele af verdenen. Derfor satte jeg mig ned i sidste uge og blev meget hurtigt opslugt. Sproget er ultrasimpelt men rummer alle de store spørgsmål og erkendelser, livet indeholder. Den gav mig en sådan stærk tro på, at jeg må og skal følge min livsbane, som bogen forklarer det, og med kun 196 vil jeg nærmest anbefale den som rejse bog; en bog, man altid bør have på sig, så man ikke glemmer det essentielle - meningen med livet.
Det gør mig godt og grundigt glad at tænke på, hvor mange mennesker der har læst og derved taget ved lære af bogens kloge budskab.
Klipklapperne er et udtryk for den skønne uges badeferie, jeg var på med en af mine mest elskede og trofaste veninder og hendes familie. Vi tog til Gilleleje og boede i et sommerhus, der nærmest lå ude i vandet. For en gangs skyld er det danske vejr helt fænomenalt, og jeg nåede rent faktisk at få lidt farve - røde kinder, om man vil.
Det har været skønt med aftensnak i de sene nattetimer, men jeg må også indrømme, at det langsomt går op for mig, hvor mange mennesker jeg skal nå at få set, inden jeg drager afsted mod Paris.
Paris VENTER PÅ MIG!
I går havde jeg skønt besøg af min veninde Chriller, jeg hiver med derover til oktober (forhåbentligvis) - vi har bare problemer med at finde jobs som fuldtidsansatte på 18 (heraf pengene, eller måske rettere: pengenød?). Vi spiste tærte (kagerullen - jeg bager en hel del for tiden) og fik os et par drinks (gin and tonic). Derudover fik vi set på en udlejningsorganisation, hvor vi muligvis kan finde lejlighed. Vi krydser fingre. Det blev til snak til langt ud på natten, da jeg er alene hjemme (nøglerne) for tiden. Det er nok meget godt at vænne sig til selv at klare ærterne!
Løbeskoene har jeg tænkt mig at købe. Jeg vil nemlig gerne gå til løb. Det har før været lidt på tale, men jeg har simpelthen ikke haft tid før nu. Men nu skal det nærmest være - jeg er frisk på nye udfordringer, so bring 'em on!
Det er omtrent, hvad jeg har foretaget mig siden sidst. Lige nu sidder jeg lidt i venteposition i forhold til job, indtjening og mere specifikke planer angående Paris.
Men jeg lover, at jeg fra nu af vender tilbage lidt hyppigere.
God ferie til jer!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar