The end of an era

Jeg tænker, at I gerne vil høre lidt om, hvad der sker bag skærmen. Det er nu ikke fordi, der sker noget specielt;

Paris er jeg sikker på, at jeg skal erobre her engang til efteråret.
Min plan er at finde fuldtidsarbejde på en eller anden café/restaurant indtil da for både at få sparet nogle money sammen men også for at lære det der med ikke at tabe ting. Som I nok har opfanget, skulle jeg oprindeligt have en veninde med derned, men der var for mange ting, der trak i hende herhjemme, og da det jo ikke er mig, hun skal gøre det for, ser jeg ingen grund til at tvinge hende med! Det tager dog noget tid at skulle vænne sig til tanken om at flytte direkte fra mine trygge rammer her hos mine forældre i Emdrup og så direkte ud i en udenlandsk storby - helt alene med eget budget, lejlighed og skema. Men så længe jeg ikke bliver ensom, skal det nok gå, så jeg har fundet et fransk kor, jeg vil forsøge mig i.
Hvis I har tips eller kender steder, hvor de mangler tjenere/servitricer fra ca. juli, er I velkomne til at kommentere.

Gymnasiet varer kun 16 skoledage endnu + eksaminer + alt derudover, og på en måde er det ikke til at fatte. Jeg har gået klods op og ned blandt de samme mennesker i tre år nu, og snart er de der bare ikke mere. Jo, jeg kommer da selvfølgelig til at se nogle af dem igen, men der er også dem, jeg ikke kommer til at se.
Når jeg tænker tilbage på gymnasietiden, opfatter jeg den som både givende og modnende. Jeg har fundet - ikke mig selv, men mit ståsted - min grund. Herfra vil jeg vokse til noget andet, end hvad jeg er lige nu, men jeg ved, at der er træk, der altid vil være de samme i min person. Tiden her har budt på mange minder, der for evigt vil sidde fast i skolens vægge og stirre ned på nye generationer af gymnasieelever. Det er tider, jeg ikke får igen, men det er også på tide at finde et nyt sted at søle til med akavede møder, passionerede aftenkys og rørende øjeblikke.

Drenge vil, for mig, altid være et gyldent spørgsmålstegn.
Men jeg har i hvert fald lært ikke at se dem an med analysebriller på.
Da jeg startede i gymnasiet, havde jeg ingen egentlige drengevenner - min vennegruppe i folkeskolen bestod kun af piger, og vi havde et distanceret 'love-hate'-forhold til drengene. Derfor er det helt fantastisk for mig at se, hvor mange vidunderlige drengevenner jeg har fået mig gennem de sidste tre år - slet ikke til at fatte. Drengene har været en udfordring, en fristelse og ikke mindst været med til at give mig en selvopfattelse. Jeg har brudt grænser, og jeg har skærpet grænser i en grad, jeg aldrig har før.

Nu venter jeg på, hvad fremtiden bringer.