fredag, oktober 18, 2013

Samsara

SAMSARA (trailer)
Ron Fricke

Anbefaler jer på det aller kraftigeste at gå ind og nyde filmen Samsara. Den går i flere forskellige biografer, og jeg fik selv en kæmpe oplevelse ud af den i Planetariet, hvor min ven Willy og jeg fik spenderet en god efterårsaften.

Den er ikke hyldende, selvom den indeholder lange HD-billedsekvenser, hvor nogle af de mest fantastiske steder på kloden illustreres i ultralange klip i slowmotion.

Den er ikke fordømmende, selvom nogle af de grusommeste menneskeskabte fænomener følges på helt nært hold, fænomener, der er uden omtanke for hverken natur eller medmennesker.

Den er en konstatering.
Vi får serveret disse smukke billedfrekvenser ud i én lang køre, der er ledsaget af helt utrolig orientalsk musik, engang imellem med elementer fra vores vestlige verden.
Det er som om, vi bliver rakt noget smukt og dyrebart på et sølvfad, og så er det op til os selv at gøre med det, hvad vi vil.
Samsara er i både buddhismen og hinduismen livshjulet, vi genfødes i gang på gang, indtil vi til sidst får os frigjort fra det - filmen Samsara er det, der får os til at overveje vores nuværende position i dette hjul.
Er vi skaberne, eller er vi i virkeligheden jordens nedbrydere? Filmen forholder sig neutral og finder i stedet ustandseligt det smukke - også i det grimme, menneskeskabte.

Den er et mesterværk på alle måder.

Jeg har selvfølgelig erhvervet mig soundtracket, der som sagt er inspireret af musik fra østen og produceret af komponisten Michael Stearns.
Det er både meditativt og ambient, men samtidig optræder også et par numre af mere rytmisk karakter. Det skal dog lige siges, at ikke alle af filmens tracks optræder på CD'en. Eksempelvis nummeret 4th movement, et utroligt smukt jazz-inspireret orgelstykke af Keith Jarrett, jeg brugte en hel del tid på at finde frem til, er ikke iblandt.
Skal jeg fremhæve et par numre, der er at finde på CD'en, er blandt andet tracket Villages and Freeways helt fantastisk - faktisk så fantastisk, at jeg hver aften sætter det på, inden jeg går i seng, for det er så beroligende og meditativt på den rigtige måde, at jeg ikke har haft én dårlig nats søvn herefter!
Også åbningstracket Bali Girls (der dog fremføres en anelse anderledes i filmen) er helt forunderligt inspirerende. I kan godt høre, at jeg ikke kan få armene ned? Haha!

Men; GO WATCH IT .. for humanity's sake!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar