lørdag, maj 11, 2013

Status

Det kan godt være, bloggen ligger øde hen, men personen bag har godt gang i alt muligt. Lige for tiden sover jeg i gennemsnit 5 timer om natten, da de sene nattetimer for mit vedkommende går på at lave lektier. Vi har utallige fremlæggelser i skolen, og det er jo nu, hvor det sidste krudt skal bruges på lige at vise, hvad man egentlig kan. For eksempel overraskede jeg virkelig mig selv, da jeg forleden dag læste hele romanen Forbandede Ungdom (The Catcher in the Rye) på én nat, hvorefter jeg gik op og fremlagde om den i dansktimen næste dag. Man ved virkelig ikke, hvad man kan, før man sidder med det hele oppe om ørerne i sidste time! Min mangel på søvn skyldes dog også de mange fester og byture, der også lige skal nås, før skoletiden slutter, og læseferien begynder.
I går aftes var jeg dog ude med nogle lidt andre piger, der gik ud fra Ordrup sidste år. Det er altid interessant at feste med en anden vennegruppe, men pigerne her var nu virkelig, virkelig søde, og vi havde en hel del sjov.

Når jeg ikke lige er i gang med noget skolerelateret, gør jeg mig en masse onlinekøb. I denne måned har jeg lagt mine første penge fra til Paris, og efter at have modtaget en del feriepenge, må resten jo skulle gå til et eller andet... Som sagt venter jeg spændt på min Goodiebox, der gerne skulle ankomme engang i næste uge, men derudover har jeg også bestilt et par andre ting; for eksempel kommer filmen The Great Gatsby i biograferne i næste og ugen, og siden den er baseret på en knaldroman, synes jeg næsten, det er synd, hvis ikke jeg har fået bogen læst. Den er derfor på vej med posten. Yderligere har jeg, på trods af mine mange nylige skoindkøb, alligevel bestilt endnu et par sko - et par loafers i sort læder. Jeg mangler mig nemlig et par forårssko, der ikke er sneakers men derimod klassiske, så de kan gå til alt mit tøj. Ih, hvor jeg glæder mig!

Haha, jaja

Ingen kommentarer:

Send en kommentar