Jeg havde en helt fantastisk nat til en middag, jeg sent vil glemme. Samtalen var med min vens lillebror, og på én og samme tid blev jeg både bekræftet i mig selv, men samtidig gav det mig også en følelse af at leve et meget kaotisk liv. Sådan hverdagskaotisk.
Lillebroren sagde, at han hader at være alene.
Når han skal hjem fra stationen efter skole, så løber han, fordi han ikke kan holde sine egne tanker ud. Jeg elsker at være alene.
Jeg tror ikke, at han tør at konfrontere sig selv og de ting, der egentlig nager ham, for han siger, at han ser et problem meget rationelt; alle problemer har en løsning - derfor er det bare om at løse problemet. Jeg synes, at problemer er irrationelle og enkelttilfælde. Jo, man drager på tidligere erfaringer, men et problem er altid nyt, så på den måde anskuer jeg verden med en form for bevidsthed om, at alting altid vil være nyt for mig på en eller anden måde.
Lillebroren ser verden i systemer. Han taler om ligninger og skemaer at kategorisere mennesker, situationer, udfra. Det gør jeg ikke i samme grad.
Vi gik en længere tur og snakkede om Gud, og hvad der ellers kunne spille ind på livets gang. Han tror på atomer, jeg tror på det, der er større. Jeg tror aldrig, vores så vidt forskellige akser vil komme til mødes eller slå hinanden totalt ud af kurs, men det er det interessante, fascinerende og mærkværdige værd at sidde på molen med en flaske vin og sådan en fætter - eller lillebror - engang imellem.
 |
| 1/6/2013 04:33 |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar